Projekt poser med vindue DIY – lav den selv

Del gerne dette indlæg

Et af mine (evigheds…) projekter, er få ryddet op i min systue og komme til bunds i nogle af mine bunker og stakke. Jeg tager en bid engang imellem og finder sommetider ting jeg – næsten – havde glemt jeg havde 🤔.

En af de ting, jeg næsten havde glemt, var en pakke med tre klippede, men ikke syede “Kroghposer”. På min gamle blog, fandt jeg vejledningen og fik dem syet i løbet af ikke ret lang tid – og så er det jo bare, man (jeg) kan undres over, hvorfor jeg ikke bare fik dem syet dengang jeg klippede dem…

Nå men nu er de altså syet og klar til at rumme nye projekter, som forhåbentlig ikke skal være så længe undervejs 😂

Jeg har været på “rov” på min gamle blog og hentet denne vejledning på projektposer med vindue, eller Kroghposer, som de blev kaldt dengang.

De er superanvendelige, tager ikke vanvittig lang tid at sy – jeg bruger ikke længere mellemfoer. Det gør processen noget hurtigere. Til gengæld bruger jeg en trykfod med glidesål, når jeg syr på voksdugen og så tilpasser jeg målene efter humør og det indhold jeg regner med skal i dem. De tre jeg “fandt” er cm 45cm høje.

Du skal brugeForside stof, bagside stof og mellemfoer/volumenvlies alle på 8½” x 16″ (21½ x 41cm), forside stof, bagside stof og mellemfoer/volumenvlies alle på 8½” x 2½”  (21½ x 6½ cm), klar voksdug på 9″ x 5″ (23 x 13 cm) og en lynlås på minimum 20 cm (hvis ikke du er en erfaren syer, er det en klar fodel at bruge en lynlås på mindst 25 cm). Derudover kan jeg kraftigt anbefale, at du har noget smalt dobbeltklæbende tape til rådighed. Mit forside stof er i dette tilfælde et stykke patchwork. Det kunne lige så godt være ét stykke stof eller et helt andet patchworkmønster, valget er helt op til dig
Læg forside stoffet med retsiden OP. Læg bagside stoffet ovenpå med retsiden NED og læg mellemfoeret/volumenvlies øverst. Gør dette med både de store og de små stykker
Sy hele vejen rundt, enten med 1/4″ eller en trykfods sømrum. Lad et hul være åben til at vende igennem. Bemærk at jeg har lavet hullet i den korte ende på det lille stykke og på langsiden af det store stykke. Dette for at skjule åbningen senere
Vend ud gennem hullerne, fold de rå kanter i hullerne ind, så kanten kommer til at følge resten. Sy en stikning så tæt på kanten du kan, samtidig med at du sikre, at du syr i begge lag
Pres kanterne og sy nogle qultestikninger efter eget valg
Sæt dobbeltklæbende tape langs kanten på den to LANGE sider af voksdugen. Sæt voksdugen fast til de to stykkers bagside, så voksdugen ligger ca. 1 cm ind over stykkernes kant. Vær opmærksom på, at der stikker voksdug ud i begge sider. Det skal der gøre og der skulle meget gerne stikke lige meget ud i begge sider, ligesom de to stykker gerne skulle ligge lige ovenfor hinanden
Sy voksdugen fast med to parallelle stikninger. Mine er henholdsvis 1/4″ og 1/8″ fra kanten
Sæt dobbeltklæbende tape på modsatte langside af det korte stykkes bagside
Hæft lynlåsen til det korte stykke. Bemærk at jeg ikke lægger lynlåsen helt ud til kanten (se pilen). Dette sikre, at jeg ikke syr i lynlåsens metaldimser, når jeg senere skal sy posen sammen i siderne
Sy også lynlåsen fast med to parallelle stikninger. Gentag med det lange stykke og det er så nu, det kan være lidt besværligt, at sy, hvis ikke lynlåsen er længere en stykkerne er brede.
Vend vrangen ud på posen og placer lynlåsens øverste kant ca. 5 cm fra den ene fold (dette bliver posens top) VIGTIGT! lynlåsen må IKKE være lukket, så kan du ikke senere vende posen!) Sæt et stykke dobbeltklæbende tape på hver ende af voksdugen (dem der stikker ud). Tapen skal sidde på undersiden af voksdugen, hvis posen den vender med lynlåsen op, som her
Fold voksdugen rundt om kanten og tryk den fast med tapen på posens bagside (rækkefølgen bliver voksdug – bagside – voksdug)
Sy langs kanten i begge sider BEMÆRK! min lynlås står åben, så jeg kan vende posen senere
For at lave bund i posen, skal du tage fat i nederste hjørne og folde bunden op langs sidesømmen
Sy en stikning på tværs. Jo længere fra hjørnet du syr på tværs, jo bredere bliver bunden. Jeg har syet stikningen ca. 4 cm fra hjørnets spids
Gentag i det andet hjørne

  

Vend posen og den er klar til at blive taget i brug  

Ønsker du en pose i en anden størrelse, skal du bare ændre på målene

Skriv meget gerne en kommentar – OBS! på grund et spam filter på min side, kan det godt tage noget tid, før din kommentar bliver synlig, men det skal ikke afholde dig fra at skrive ?

Ønsker du at få besked, når jeg skriver her på siden, kan du tilmelde dig ved at klikke på  herunder