Bløde julegaver

Del gerne dette indlæg

Nu hvor julen er vel overstået, kan jeg godt afsløre, at der har været flere bløde julegaver under træerne i år, både hos mig og hos mine skønne kunder.

Jeg har fået lov til at vise et af de fantastiske kundertæpper jeg har quiltet i år.

Tæppet er syet i hånden og “fejlene” er fuldt beviste – de skal være der.

Det valgte quiltemotiv er et ganske enkelt bladmotiv med loops.

Motivet ses tydeligt på fleecebagsiden.
Jeg har fået en sød besked fra min kunde, at tæppet blev vel modtaget i julen.

Jeg har selv givet to særlige tæpper i julegave, jeg selv har quiltet.
Det første er til min svoger og svigerinde, der netop har bygget nyt hus. 

Lidt usædvanligt, har brugt en del af forsiden af tæppet som label og ikke som vanlig sat en label på bagsiden. Begge labels er broderede og på den ene, har jeg ud fra en tegning af deres nye hus, lavet et broderi i Premier+2 af husets silhuet. Ingen af modtagerne var i tvivl om, at det var deres hus, det drejede sig om.  

Da jeg skulle vælge quiltemønster vidste jeg, at mønstret skulle være enkelt, men jeg kunne ikke helt bestemme mig til, om der skulle være lidt motiv eller ej. Hurra for MMS, for Steen var ikke i tvivl, da han så mine forslag og valget faldt på mønstret med blomster til at bryde stippeling (hjernemasse) motivet.

Det andet quiltede tæppe jeg fik afleveret i julen, var til min “søster”. Jeg lavede et tæppe til hende, da hun blev student for 10 år siden og det er siden blevet brugt så meget, at det nu var slidt næsten helt op, så det var på tide, at give hende et nyt. Tæppet er helt anderledes end det tæppe det skal “afløse”, men jeg var overhovedet ikke i tvivl om, at det var de her farver jeg skulle bruge. 

Nogle af jer, kan måske genkende tæppet, fra årets patchwork træf, hvor jeg havde det udstillet. 

Quiltemotivet er enkelt med bølger og cirkler. Jeg synes det meget godt understøtter de sjove skæve blokke i tæppet.

Bagsiden er blød og lækker fleece.

Jeg havde en enkelt blok i overskud, da jeg samlede toppen og den blev forvandlet til label og syet på bagsiden inden aflevering.

De bedste quiltehilsner

Lone